· Endelig selvstændig - sådan, for real
Så er det sket - jeg har sagt op. Torsdag den 31. maj har jeg sidste arbejdsdag hos det underskønne firma TBWA\PLAY, hos hvem jeg har tilbragt tre dage om ugen siden oktober forrige år. Faktisk startede min karriere i firmaet allerede i februar 2002, da det stadig hed Shockwaved, og jeg stadig arbejdede freelance, mens jeg studerede. Det er derfor også med sorg i hjertet, jeg snart skal sige farvel til kolleger og venner derfra.
Min nye stilling bliver desværre ikke Katastrofeminister i Rusland - derimod får jeg nok at se til i mit nye job som direktør, supportansvarlig, programmør, sælger, colahenter og Mashed-spiller i GMTA, firmaet jeg stiftede i oktober 2003 med Christian og Oscar. Vi har efterhånden fået en stabil kundebase på plads, både gennem eBrev samt gennem de udviklings-projekter vi tager ind engang imellem, og vi har nu vurderet, at vi har råd til at betale løn til mig og Christian. Oscar må stadig klare sig selv - sådan er det at være ældst.
Er du jobsøgende projektleder, programmør (.NET, C#, PHP, Java o.l.), tekstforfatter, grafiker eller lign., så skyd endelig en ansøgning afsted til TBWA\PLAY. Jeg ved de søger, og bedre arbejdsplads får man kun, hvis man starter selv. ;)
· Kommentér
Og husk, alle felter skal udfyldes.
